At fotografere musikere er en taknemmelig opgave. De brænder for det, de laver, og de ænser sjældent omverdenen, når de spiller, hvilket næsten altid resulterer i en meget høj grad af fotogenitet. Man kan opleve en enorm vifte af følelser i en spillende musikers ansigt, og det er en fantastisk fornemmelse, hvis man kan få lov at fange dette følelsesspil - og hermed en lille bid af musikerens inderste - i et fotografi.
Jeg har også erfaring som film- og teaterfotograf. Fotografering af skuespillere er nærmest en modpol til musikerne. De er meget bevidste om, hvad deres ansigt og krop udtrykker, men på trods af den større selvbevidsthed giver det ligeledes mulighed for at fange store følelser og skabe nogle meget intense billeder.